Religion

Jeg er ikke oprdaget kristen. Jeg er slet ikke opdraget efter nogen tro. Jeg har ingen erindringer om overhoved at have haft kristendom i folkeskolen, så det er først i mine senere skoleår, at religionen har fået en for form betydning. Dermed ikke sagt, at jeg er kristen eller troende på nogen måde. Tværtimod, hvis jeg skal være helt ærlig. Der var engang, hvor jeg fandt buddhismen yderst spændende, men efterhånden som jeg fandt ud af, at der var en lang række regler man skulle følge, så forlod idéen mig; jeg vil ikke binde mit liv fast på et regelsæt, og jeg vil ikke være hyklerisk og kalde mig ‘buddhist’, når jeg på ingen måde følger trosretningen.

På samme måde har jeg haft det med kristendommen, hvilket også var grunden til, at jeg tidligere i år meldte mig ud af folkekirken. Jeg benytter mig ikke af de tilbud der følger med folkekirken, og så kan jeg ikke se nogen grund til, at jeg skal betale kirkeskat, når jeg ikke bruger kirken på nogen måde; sidst jeg var i kirken var til min søsters bryllup for tre år siden, og inden da var det til min egen konfirmation i 2010. Derved sagt prøver jeg at undgå kirken så meget som muligt, da det ikke siger mig noget overhoved.

Jeg kan godt se meningen i og det fede ved, at have en folkekirke som alle borgere må benytte sig af, men ærligt talt, er det så ikke lidt hyklerisk af de ikke-troende, at gå i kirke til jul og diverse konfirmationer, dåber og bryllupper? Efter min mening burde man kun benytte sig af kirken – Guds Hus – hvis man faktisk tror på kirken, Gud og alt det der hører til. Og faktisk går en del af vores kulturskat også til vedligeholdelse af kirkerne. Helt ærligt synes jeg, at der burde ske en sekularisering af kirke og stat, da det ikke er helt i orden, at et multikulturelt samfund, som vi er ved at blive, får påduttet absolut at skulle være kristne.

Som nævnt har kristendommen eller andre religioner aldrig sagt mig det store, og det til trods for at jeg har religion på b niveau på gymnasiet; jeg synes, at det er spændende, men jeg forstår ærlig talt ikke troende folk.

Forleden dag havde vi i religionstimen besøg af nogle fra Kristeligt Forbund for Studerende – kort kaldt ‘KFS’, da vi er igang med emnet ‘Kristendom’. Det var tre unge fyre. Hvis man ser bort fra det kors der hang om halsen på den ene af dem, så var de tre helt almindelige og nydelige fyre! De gennemgik en tekst med os, fortalte os, hvordan de læste den – altså hvordan de opfattede teksten og forstod den – og dernæst var der fri snak; vi skulle stille dem en masse spørgsmål, som de kunne svare på.

Der blev stillet spørgsmål til homoseksualitet, abort, livet efter døden, Gud, hvordan de tolkede Biblen og meget mere. De var imod homoseksuelle, ikke som personer, men imod selve den homoseksuelle handling. Allerede dette havde jeg meget svært ved at forholde mig til, specielt når man tænker på, at Gud jo har skabt disse mennesker sådan. Hvorfor har han gjort det, hvis det ikke er okay? De var imod abort, da de satte liv højere end kvinden. Igen her var jeg dybt uenig ligesom resten af min klasse. Hvis man var troende, så vil man komme i himlen, hvorimod os, de ikke-troende, vil komme i helvede. De fortalte også, at de troede på hvert et ord der stod i Biblen. Nogle ting skulle fortolkes dybere, mens andre skulle tages bogstaveligt. Som for eksempel de 10 bud. De var også godt klar over, at det ikke var muligt at overholde buddene præcist, men det var derfor de har gud; han er med til at give dem syndsforladelse og frelse så de kan komme i himlen.

Men det fik mig til at tænke over noget. Noget jeg faktisk har tænkt over relativt mange gange, men aldrig har fået sat ord på. Hvis man er troende, så må man mangle noget i sit liv, tror jeg. Jeg ved ikke, om man mangler noget indholdsmæssigt eller blot et holdepunkt. Måske mangler man noget der er større og uforståeligt? Måske mangler man alle de nævnte eller noget helt andet. Noget man ikke kan tage og føle på, men som stadig giver indhold i ens liv. Nu er det ikke fordi jeg vil kritisere troende folk på nogen måde overhoved, og mine udtalelser er ikke udelukkende rettet mod kristne men imod alle religioner. Jeg har respekt for troende, ligesom jeg har respekt overfor alle andre mennesker, men jeg har bare svært ved at forstå, hvordan man kan tro på, at der har været en fyr engang, altså Jesus, der har kunne udføre mirakler og var født af en jomfru – come on? Hvordan man kan tro på, at der er en Gud der holder hånden over os, og hvordan man kan tro på, at dommedag er nært forestående.

Der er også flere der bliver troende når de kommer op i alderen eller bliver meget syge; det er formodentligt fordi det må være en betryggende tanke, at når døden nærmer sig, så forsvinder man ikke bare. Så lever man videre i himlen oppe ved Gud. Men hvorfor har vi absolut brug for noget at tro på? Jeg ved godt, at det ikke er bevist, hvad der sker, når man dør, men mon ikke det hele bare bliver et stort sort? Så hvorfor ikke bare affinde sig med det faktum, selvom det kan være svært. Men kan det ikke også være svært at tro på, at der sidder en mand i himlen og venter på os?

Som Axel Honneth nævner i sin anerkendelsesteori, så har ethvert menneske brug for anerkendelse på det personlige, det retslige og det sociale plan. Men for nogle mennesker, kan det sociale plan måske først blive opfylde af en religion, hvor man føler sig accepteret. De mangler at bliver anerkendt indenfor noget, de mangler et fast holdepunkt med folk der deler samme syn på verdenen som dem, og så er det let at blive en del af en religion, for der er plads til alle, så længe man retter sig efter et bestemt regelsæt.

Det kan være en overrumplende tanke, at verden har skabt sig selv, og at der ikke er mere mellem himmel og jord. Nogle vil måske mene, at det er en kedelig tanke. Og så tror jeg også bare, at der er så mange uforståelige ting i denne verden. Det kan være svært at forstå, hvorfor ting sker, og hvor andre ting ikke sker. Derfor tror jeg, at det for nogle kan være rart, at skubbe ‘skylden’, hvis man vil kalde det det, over på en anden. En overnaturlig magt som er vores forklaring på, hvorfor verden ser ud, som den gør i dag og hvorfor ting sker. Jeg kender det fra mig selv; på trods af, at jeg er alt andet en kristen eller på nogen måde troende, så tager jeg nogle gange mig selv i at, når alt ser sort ud, og jeg ikke kan finde hoved og hale på, hvorfor der sker det ene ikke det andet, be til gud. Det giver en form for betryggende følelse, at der er en, man kan skubbe alle sine problemer over på, og så skal det hele nok løse sig. Men inderst inde, så er jeg ret overbevist om, at det blot er en form for placebo. Ligesom det blot er placebo, når en person fra Pinsekirken kan helbrede et andet menneskes fejl – som om ens ben kan vokse af en berøring?

Som Karl Marx har sagt “Religion er opium til folket

Follow my blog with Bloglovin

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s