Børnehave

I sidste uge var jeg i København med min klasse. Her fik vi set DR-byen, analysecenteret Geomatics og vi var et smut – okay faktisk tre – på Christiansborg. Først var vi inde og snakke med Janus fra Ekstra Bladet, der blot bekræftede alle mine fordomme, som jeg skrev om i i et tidligere indlæg, derefter var vi inde og besøge Uffe Elbæk fra Alternativet, og vi var inde og se noget af åbningsdebatten i Folketingssalen. Dagen efter var vi inde og snakke med Peter Kofod fra DF. Men jeg må indrømme, at jeg blev mere chokeret over tonen i Folketingssalen end over Peter Kofods holdninger og udtalelser.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er politisk aktiv. Og det er vist heller ikke til at skjule, at jeg er politisk aktiv på den venstreorienterede fløj. Men jeg har, på trods af mit politiske engagement, aldrig haft lyst til eller intentioner om at gå ind i politik på nogen måde overhovedet. Først og fremmest fordi det er tungt og hårdt, og man må give afkald på en del af sit privatliv, og så tror jeg også bare, at journalister som Janus(EB), ville have mulighed for at grave alt for meget frem om min ungdom. For det andet så har jeg et meget ambivalent forhold til politikere; de virker supersympatiske, men alligevel lover de alle sammen en masse, og det er de færreste der holder noget som helst af det, de lover. Ja ja, så kunne jeg selvfølgelig selv gå ind i politik og ændre denne diskurs, men det gider jeg simpelthen ikke bruge mit liv på.

Da jeg så var inde i Folketingssalen til åbningsdebatten, blev jeg bare yderligere bekræftet i, hvorfor jeg under ingen omstændigheder gad gå ind i politik; vi var derinde under Liberal Alliances og Alternativets åbningstale. Til dem af jer der ikke lige ved, hvordan denne åbningsdebat foregår, så er det således at hvert parti har en person på talerstolen, der starter med at holde deres åbningstale, og derefter er der tid til, at hvert parti kan stille personen på talerstolen spørgsmål til debat. Som sagt var det LA der stod på talerstolen, da vi kom ind, og det var ingen ringere end Simon Emil Ammitzbøl der havde ordet. Allerede her havde jeg det lidt stramt, for han virker virkelig som en fyr med mindreværdskomplekser, der prøver at gøre og sige alt, for at gøre op med sin manglende højde og skingre stemme.

Han stod på talerstolen og fik stillet spørgsmål fra diverse andre partier. Lige så listig som han var, fik han talt sig udenom hvert enkelt spørgsmål helt uden at svare på noget som helst. Derimod stillede han spørgsmål ud mod lytterne og brugte en flabet retorik. Anders Samuelsen, der sad på forreste række og smilede rundt til alle os på tilskuerpladserne, var færdig af grin, hver gang Ammitzbøl fik fyret de sarkastiske jokes af, og det samme gjorde vores statsminister, Lars Løkke Rasmusen, faktisk også. Det var på vej til at udvikle sig til britiske tilstande, hvor der henholdsvis bliver buet og hujet af de forskellige partier.

Samtidig med at denne komedie stod på, så gik diverse politikere ind og ud af rummet, de gik rundt og sniksnakkede lidt med hinanden, de fik opdateret Twitter og svaret på e-mails, og der var sågar også nogle der gik rundt og tog selfies med hinanden. Jeg har fuld forståelse for, at en debat på 11 timer med kun to pauser er rimelig lang tid, og kan trække en tand eller ti ud, og jeg har ret så ondt af Løkke, der var tvunget til at sidde og lytte under hele debatten, men i mine øjne lignede det alt i alt en børnehave; de liberale drenge sad og kastede sand på de socialistiske piger(jeg undskylder drenge-pige retorikken). Så var der nogle, der bare tulrede rundt og blandede sig udenom dette sandkasterri der foregik i sandkassen, og i stedet legede lidt på kryds af tværs af ideologi og køn.

Men hvor var det lige, at respekten var blevet af i denne sammenhæng? Selv da Alternatives Rasmus Nordqvist var oppe på talerstolen, så gik Uffe Elbæk rundt og snakke med diverse andre politikere. Er det ikke meningen, at man skal støtte sine partifæller, også selvom dagen hurtigt er blevet lang? Det mindste man kan gøre er da, at lytte interesseret i de 10 minutter talen nu engang tager.

Jeg havde nok forudset, at Folketinget formodentligt ikke var helt så voksent og priviligeret, som selve institutionen egentligt burde være i min optik, og det var da dejligt at se, at de forskellige politikere kunne snakke på kryds af partierne; for eksempel var det da forfriskende at se, at Lars Løkke(V) opsøgte Dan Jørgensen(S), for at få en sludder for en sladder, men helt ærligt, hører det hjemme i en Folketingssal? Er det ikke meningen, at en Folketingssal er et ‘helligt’ sted, der burde medføre respekt?

Både Uffe Elbæk og Peter Kofod forsøgte også i en meget fin, sarkastisk og humoristisk retorik at nedgøre de andre partier, for at få dem selv til at stå i et bedre parti. Begge partier nævnte SF, hvilket gjorde en smule ond i mit røde hjerte, og derudover så virkede Elbæk en smule for selvfed, til at han har fået min stemme på nuværende tidspunkt. Dette er nok nærmere et teenagefænomen end et børnehavefænomen; det er typisk, specielt for teenagepiger, at bagtale hinanden for at få sig selv til at stå i et bedre lys. Og dette fænomen har jeg aldrig været den helt store tilhænger af, må jeg nu nok indrømme.

Så endnu engang er jeg blevet bekræftet i, at politik ikke er for mig, medmindre det er ungdoms politik; det er lidt lettere at tage og føle på, og knap så mudderkaste-agtigt.

Follow my blog with Bloglovin

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s