Røv

Jeg er lidt en festabe. Måske en rigtig stor én endda. Jeg elsker at gå i byen og bare danse natten lang. Men der er intet, der kan ødelægge min aften mere, end hvis jeg lige pludselig får et ordentligt klask i røven. Jeg mister fuldstændig lysten til at stå hvor jeg står, og jeg får lyst til bare at vende mig om og vampe den første jeg ser en hen over næsen, for derefter at gå min vej.

Da jeg var yngre, og jeg oplevede dette klask, så vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så jeg dansede bare videre, og gjorde som om jeg ikke havde lagt mærke til det. Men det gik mig stadig på, og jeg irriterede mig stadig over det. Min søster fortalte mig så engang en historie fra hendes yngre dage; hun var i byen og snakkede med en veninde i baren. Pludselig mærkede hun en hånd på hendes røv. Og så slog det klik for hende. Hun vendte sig om, og tog ham i skridtet. Ikke på en rar måde, sådan som jeg har forstået det – meget hårdt, og så spurgte hun, om han synes det her var rart? Selvfølgelig gjorde han ikke det, og sammen med det fik han budskabet fra min søster, at han bare aldrig nogensinde skulle gøre det igen.

Hvordan mit syn ændrede sig

Efter den historie har jeg haft et lidt andet syn på disse klask. Jeg gider da godt nok ikke finde mig i, at der skal stå en eller anden tilfældig fyr og tage på mig. Tage på noget der ubetinget er mit, og som jeg burde have fuldstændig kontrol og magt over. Fandeme nej, om jeg finder mig i det – for jeg føler, at jeg mister kontrollen og magten, når nogle fyre føler, at de lige skal vise sig frem. Aldrig har jeg gjort det samme som min søster, men jeg er da begyndt at skubbe folk væk og sige noget til dem, hvis de prøvet på noget lignende.

Jeg har aldrig tænkt så meget over, hvorfor drenge overhoved gør det; mon ikke bare fordi de er infantile væsner der ikke ved, hvordan man ellers skal komme i kontakt med en pige. Det var så lige indtil der begyndte at poppe debatter op på min Facebook-startside, hvor både mænd og kvinder, til min store overraskelse og irritation, forsvarede dét at klaske en pige i røven.

Burde man finde sig i det?

 “Hvis man ikke kan signalere, hvor ens grænser går, må man blive hjemme”, sådan udtaler Karin Helweg-Larsen sig til Tv2. Siden hvornår skal man finde sig i, at det bare er sådanne ting der sker på en aften i byen? Der er da ingen der skal bestemme, om jeg skal blive hjemme, bare fordi jeg nægter at finde mig i, at der står en skummel fyr og tager mig på røven. Hvor tit oplever mændene lige, at vi står og rager på dem? Det er vist yderst sjælendt, og specielt sammenlignet med, hvor ofte vi oplever noget tilsvarende. Og når så vi siger stop, fordi vi forsøger at vise vores grænse, som Karin Helweg-Larsen siger vi skal, så får vi blot at vide, at vi er snerpede kællinger.

Jeg kender ingen piger overhovedet, der synes at det er sjovt, fedt eller frækt at blive raget på i byen. Jeg kender kun piger, der alle bliver irriterede, frastødte og føler sig krænkede. Og min vennekreds er alligevel ikke helt lille. Så jeg forstår ikke, hvordan en 19-årig fyr kan sidde en lørdag morgen i Godmorgen Danmark og forsvare dét, at han ofte klapper piger i røven, for at komme i kontakt med dem. For det var ved den udtalelse, jeg simpelthen fik nok. Siden hvornår er dette blevet ok? Siden hvornår skal man forsvare sig, fordi man blot forsvarer sig selv og sin krop? Hvornår mistede mænd og drenge så mange hjerneceller og så meget respekt for det modsatte køn, at de også mistede taleevnen og det at sige et simpelt “Hej” – for det er en del mere flatterende end et klap i bagdelen.

Hvor mange piger har nogensinde fået et klask i røven, hvorefter de blev vildt tændte og vendte sig om for at falde i snak med ham den søde fyr der gjorde det? Det er ikke mange, kunne jeg forstille mig. Nu kan jeg selvfølgelig heller ikke udtale mig på andres vegne, men ligeså snart en fyr har antastet mig på en så uflatterende måde, som et klask i røven nu engang er, så bliver han pludselig virkelig frastødende i mine øjne, og jeg mister fuldstændig lysten til overhovedet at værdige ham et blik.

Hvad skal man ellers gøre?

Jeg vil en million gange hellere få en kommentar som “Hvor er din kæreste henne?” eller “Du ser fandeme godt ud”, istedet for et ynkeligt og frastødende klask i røven. Når man først har fået en klask i røven, er det så ikke lidt for sent at sige fra? Så er skaden jo sket, og hvad skal manden så bruge et ‘stop’ til? For det er jo ikke sikkert, at den næste kvinde har det på samme måde. Når først klasket er plantet, så er min krop og jeg blevet krænket. Ingen bliver stødte over en scorereplik som de ovennævnt, der kan man grine og gå væk, men fysisk kontakt er straks noget helt andet.

Aldrig nogensinde har jeg antastet en fyr på denne måde. Aldrig nogensinde har jeg klasket en fyr i røven, når jeg er gået forbi, og aldrig nogensinde har jeg råbt noget seksuelt efter en fyr der så godt ud. Så jeg kan overhovedet ikke se, hvorfor jeg skulle finde mig i et klamt klask i røven. Og så er jeg bedøvende ligeglad med, hvor mange mænd eller kvinder der prøver at forsvare sådan en handling.

Follow my blog with Bloglovin

Advertisements

2 thoughts on “Så sig dog “Hej”

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s