SRP

Jeg har i sidste uge færdiggjort og afleveret mit studieretningsprojekt. Jeg vil ikke beskrive oplevelsen som værende eksentrisk, men på en ingen måde ville jeg heller beskrive det som mit livs helvede. Så helt ærligt… Hvad er det gymnasieeleverne brokker sig over?

Jeg besluttede mig for mit SRP-emne tilbage i september. Og så må jeg indrømme, at jeg faktisk ikke tænkte så meget over det frem til ugerne op til selve SRP-forløbet. Her begyndte jeg at snakke med min vejleder og lave mine interviews. Ingen stress på nogen måde. Jeg tog det som det kom.

De andre gør det – så skal jeg vel også gøre det!

Der var folk i min klasse der 14 dage inden vi fik vores problemstillinger udleveret, var ved at gå ud af deres gode skind, for de havde jo ikke ligeså mange bøger som nogle af de andre, og de havde ikke planer om at lave et interview – men det gjorde alle andre jo?! Easy, easy – det er ikke ensbetydende med, at det er en nødvendighed for lige præcis din opgave?

Da de to uger, vi fik til at skrive opgaven, gik i gang, så besluttede jeg mig for, at jeg ville skrive intensivt. Jeg lagde ingen planer, og ville bare tage det i mit eget tempo. Min plan var at blive færdig så hurtigt så muligt, så jeg ville undgå søvnmangel og stress i den sidste uge. I løbet af den første uge nåede jeg at pudse vinduer, være sammen med nogle venner, besøge mine søstre og skrive hele min opgave. Da jeg så snakkede med stort set alle andre, havde de nået halvdelen og nogle enkelte kun en fjerdedel.

Er det mig den er galt med?

Så kunne jeg ikke lade være med at tænke, om min opgave bare var utrolig dårlig, eller om alle de andre bare var utrolig dårlige, til at tage sig sammen, og om de måske brugte lidt for meget tid på at brokke sig? Nu havde jeg godt nok også valgt et emne, hvor jeg i forvejen havde en stor viden, og ligeledes interesserede emnet mig gevaldigt meget. Men det er da også dumt, at vælge et emne man ikke gider bruge 14 dage på – for så er det forståeligt, at man har svært ved at tage sig sammen?

Kort – hvad er SRP?

Lad mig kort forklare, hvordan selve studieretningsprojektet(SRP) forløber. Man vælger selv de tog fag, man ønsker at skrive i. Man vælger selv sit emne, og i samarbejde med en vejleder eller to udarbejder man et udkast til nogle problemstillinger, som vejlederen til slut færdiggør. Disse problemstillinger samt problemformuleringen får man så udleveret, og alt efter hvilket gymnasie man går på, så har man mellem 10 og 14 dage. Dette projekt skal fylde mellem 15-20 skriftsider, og ellers er der ikke så mange andre dikkedarer ved det.

Kedsommeligheden bankede på

Men helt ærligt, så var det langt fra de to mest forfærdelige uger, jeg har oplevet. Jeg vil faktisk kalde dem kedelige. Så jeg forstår ikke, hvorfor alle folk brokker sig så meget over, at de er ved at dø over denne opgave. Undskyld, men det er ‘kun’ en opgave på 20 sider. Hvad gør disse folk, hvis de engang beslutter sig for at tage på universitet, for der er opgaverne altså ofte på 100 sider?

Selvfølgelig kan det godt være, at min opgave ikke er en skarp 12’er. Men jeg overlever også, velvidende at jeg ikke er gået ud af mit gode skind med sved på panden dagligt, udelukkende for at få topkarakter. Selvfølgelig har jeg gjort mit for at skrive den bedste opgave muligt; min mor har læst den, min moster har læst den, og jeg har selv læst den så mange gange, at jeg var ved at få ondt i hovedet til sidst.

Er det vores egen skyld?

Men når jeg hører alle mine klassekammerater og alle andre der skriver SRP, der alle brokker sig og fortæller, at de er døden nær, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det er med god grund, at flere og flere går ned med stress, angst og depressioner. Men er det ikke bare et press vi lægger på os selv?

Er det ikke so selv der vælger, at vi absolut skal have 12 i alle fag, og at alt under 10 ikke er acceptabelt? Er det ikke os selv der vælger, at vi skal have en fraværsprocent på 0, samtidig med at vi skal have et job, få gode karakterer, og samtidig holde vores sociale liv ved lige. Selvfølgelig bliver det for meget. Men der er ikke rigtigt andre end os selv, der stiller disse krav til os. Der er ingen der tvinger os til at tage i byen hver weekend. Der er ingen der bestemmer, at et 4-tal i ny og næ vælter hele ens fremtid. Og de fleste hjemmeboende unge med et fornuftigt forbrug og lidt sund fornuft kan leve af en SU.

Jeg lader mig ikke slå ud

Det er klart, at gennemsnittene på diverse vidergående uddannelser stiger, når kravene til hver enkelt individ også stiger. Nu er det ikke fordi jeg selv skal kunne sig mig fri fra disse pres i ny og næ. Men jeg bryder ikke grædende sammen, hvis jeg ser et 4-tal iblandt mine årskarakterer. Jeg forsøger, ikke at lade mig slå ud, selvom jeg ved, at chancen for at blive optaget på min vidergående uddannelse kun er 25%, grundet et for lavt snit og for høje krav.

Vi stresser og presser hiannden og os selv

Jeg tror, at folk er med til at stresse og presse hinanden og virkelig også sig selv. Det er klart, at der er nogle unge mennesker, der bliver stressede af at høre på deres venner der snakker om, at de får 12 i samtlige afleveringer, og nærmest har skrevet deres SRP inden vi har fået problemstillingerne(bemærk: overdrivelse forekommer). Men helt ærligt, jeg har klaret mig ganske fint kun med de bøger, vi har fået udleveret i samfundsfag. Jeg har ikke haft et behov for at låne 11 kg. bøger, bare for at kunne vise mig frem på diverse sociale medier. Jeg har ikke haft et behov for at sidde vågen til de sene nattetimer grædende og med sved på panden.

Jeg synes, at det er uhyggeligt, hvordan nogle folk giver samfundet skyld for det pres de udsætter sig selv for. For hvis alle gik imod samfundets krav om en gennemsnitskarakter på noget der nærmer sig umenneskeligt, så ville dette snit, disse pres og denne stres automatisk også falde. Så til de fremtidige generationer der skal give sig i kast med SRP; med en smule sund fornuft, viljestyrke og lidt forberedelse, så kan man komme en lang vej, og klare forløbet uden den mindste snært af stres!

Follow my blog with Bloglovin

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s