Karakter

For et par måneder siden sad jeg og kæmpede med min SRP. Nu sidder jeg og kæmper med min AT. Samtidig hører jeg i nyhederne, at det er for galt, at der er så mange der får karakteren 12. Så kan jeg ikke lade være med at tænke, “Hvad skal jeg bruge alt det her til?”

Først brugte jeg 2 uger af mit liv på at skrive en 20 sider lang opgave i dansk og samfundsfag. Så ventede jeg over to måneder på at få svar på, hvordan det var gået. Jeg fik mit svar; et enkelt tal, that’s it. Selvfølgelig kan man gå til samtale med sin lærer om, hvorfor man lige netop havde fået denne karakter, men det er jo stadig begrænset, hvor meget lærerne må sige; specielt hvis man har fået en mindre tilfredsstillende karakter.

Min manglende motivation

SRP var sjovt nok. Men ikke så sjovt, at jeg ønsker at skrive endnu en stor opgave. Men her sidder jeg igen. Dog er motivationen på ingen måde på samme niveau, som den var, da jeg skrev min SRP. Dengang vidste jeg, at jeg skulle skrive min opgave, og jeg havde to uger til at skrive den totalt færdig. Nu har jeg fire dage til at skrive min AT-synopsis, og derefter har jeg knap to måneder til at nørkle, ændre og finpudse det hele, før jeg skal til eksamen og fremlægge det endelige resultat.

Men hvor er det dog demotiverende, at vi for det første ikke bare kan gå op og forsvare vores SRP mundtligt, når vi har brugt hele to uger på at skrive en så stor opgave. Og dernæst er det, i hvert fald for mig, utrolig demotiverende at vide, at jeg på de her fire dage skal skrive noget, og når jeg så skal til eksamen om to måneder, forventer mine lærer, at jeg har fundet tre gange så meget materialer, metoder og andet, og derfor fremlægger noget andet end der står i min synopsis.

Hvad er AT?

Jeg forstår ikke princippet i AT. Og jeg ved, at jeg langt fra er den eneste, der har det på den måde. End ikke lærerne er enige om, hvad AT går ud på. Jovel, det er en tværfaglig opgave med fokus på metoder, men indholdsmæssigt forventer hver lærer noget totalt forskelligt.

Så sidder jeg og bruger fire dage på at skrive noget, som i sidste ende muligvis er totalt ubrugeligt. I princippet kunne jeg jo bare skrive en omgang fis i min synopsis, for de må alligevel ikke bedømme ud fra den. Og hvis vi alligevel skal videreudvikle vores synopsis de næste to måneder, hvad er meningen så med, at vi får to dage fri fra skole, for at skrive et spinkelt og ligegyldigt udkast?

Foren nu de to opgaver

Det ville være meget bedre og mere brugbart, hvis man forenede SRP og AT i den forstand, at man i sin SRP-opgave skulle have mere fokus på metoder, hvorefter man så skulle op mundtligt og forsvare sin opgave. Dels fordi elever der ikke fik en tilfredsstillende karakter kunne gå op og forbedre det hele mundtligt, og dels fordi det ville besværliggøre alt det snyd der foregår med SRP; når man skal forsvare en opgave mundtligt, så skal man være inde i sit stof og kende hver en detalje.

Lige meget hvad kommer ingen af mine ønsker til at gå i opfyldelse i min gymnasietid – desværre.

Fra 13 til 7

Men, men, men. Er meningen ikke, når man går i skole, man laver sine lektier, og går op i sine ting, at man fortjener at få en god karakter? 7-trins skalaen blev i sin tid lavet, så det var lettere tilgængeligt at få en bedre karakter; hvor 11 før svarede til en fremragende præstation men med enkelte fejl og mangler, og 13 var den fejlfrie præstation, er 12 nu en flot præstation, men hvor der er plads til enkelte fejl. Ganske fair. Hvor det før kun var en brøkdel af eleverne, der præsterede at få 13, er der nu langt flere der formår at få 12. Dette styrker os uden tvivl som konkurrencestat, og det var vel det der var meningen, eller hvad?

Karakterinflation

Den forfærdelige inflation der er gået i at skulle få 12 konstant, er til at brække sig over, hvis man spørger mig. Selvfølgelig er 12 en god karakter at få, men efterhånden er det som om, at 12 er så ‘let tilgængeligt’, at alt andet er uacceptabelt. Så selvfølgelig er der mange der stræber efter, at have så mange 12-taller på afgangsbeviset som muligt.

Men når jeg så hører i nyhederne, at denne inflation er blevet for omfattende, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at det er totalt selvforskyldt. Og om det er fordi eleverne simpelthen bare er eminent dygtige, eller om lærerne bare sløser utrolig meget, når de skal give karakterer, kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om.

Motiverende eller demotiverende?

Jeg kan derudover ikke beslutte mig for, om det er en motivation for mig, eller om det igen er en demotiverende faktor; enten skal jeg kæmpe lidt hårdere og bevise, at jeg er et 12-tal værdigt, eller også betyder mine 12-taller bare, at jeg er lidt over middelmådig, for alle får dem jo?

Måske burde det ikke kun være karakterskalaen der blev taget op til revurdering men hele skolesystemet! Og nu er det ikke fordi jeg vil sidde her og stortude, når jeg sidder på min flade røv og i princippet får alt serveret på et sølvfad; jeg bliver betalt for at gå i skole, får fri fra skole for at skrive opgaver og karakteren 12 drysset ned over mig(bemærk: ironi og overdrivelse forekommer). Men peger det ikke lidt på, at der er noget der er helt galt?

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s