Rådne banan

Som nævnt utallige gange før, – men det kan altså ikke nævnes nok – så er jeg fra Sønderjylland. Jeg er fra det, nogle folk kalder ‘den rådne banan’, andre kalder det ‘Udkantsdanmark’, og ‘Forkantsdanmark’ og ‘Vandkantsdanmark’ er navne, der også har været oppe at vende i debatten om, hvad denne ‘nedtursklub’ skal hedde. Alt i alt er jeg fra Sønderjylland. Ja, vi kan faktisk ikke komme meget mere syd på. Her priser vi kartofler med sovs til skyerne, og det sønderjyske kagebord har de fleste vist også hørt om før. Men det er slut for mig nu. Nu er jeg nemlig en ‘storbypige’, og her står den på salater, friskpresset juice og paleobrød – i hvert fald hvis man spørger de sociale medier.

Som jeg har skrevet om før, så hærger der en sundhedsfanatisme, men det virker lidt som om, denne fanatisme udelukkende eksisterer i storbyerne.

Gode gamle Sønderjylland

Derhjemme er jeg blevet fodret med frugt, grønt og fuldkorn. Slik var kun et ord vi brugte i weekenderne. Men der har fra en tidlig alder tegnet sig et billede af, at det var et særtilfælde hjemme hos os.

Så selvfølgelig har det ofte slået mig, at der er utrolig mange overvægtige i gadebilledet. Det slår mig ekstra meget, når jeg ser film fra 60’erne eller 70’erne. Dengang var der bare ikke så mange tykke mennesker, som der er i dag. Man kan selvfølgelig også argumentere for, at de usunde madvarer er blevet langt lettere tilgængelige og at antallet af usunde madvarer er tidoblet bare de sidste 20 år.

Hvad fanden er en gåtur

Det er heller ikke fordi klassisk dansk mad er den sundeste af slagsen. Der skal være smør, sovs og desserter. Og gerne meget af det hele, tak. Det slår mig nogle gange, når jeg er derhjemme eller til familie arrangementer; vi laver ikke rigtigt andet end at spise. I ny og næ er der så en der får den sindssyge idé, at en gåtur ville hjælpe lidt på den stopfyldte mave, der i forvejen hænger lidt ud over buksekanten. Men oftest er det sofaen der trækker og derfor vinder.

Det uendelige valg

Nu er jeg så flyttet fra brun sovs og kartofler, og flyttet over til falafel og sushi. Jeg bor på Nørrebro, og når jeg går ned af Nørrebrogade, så er hver anden bygning et madsted. Der er sushi, döner, falafel, pizza, caféer, salatbarer, og jeg kunne blive ved. Jeg er så fristet af hele tiden at gå ind og købe mad, for det er så meget lettere end at lave det selv. Men min stædighed og i ny og næ stærke rygrad kommer mig til gode, og i løbet af de sidste tre uger, har jeg ‘kun’ købt mad tre gange – hvilken bedrift.

Tykke mennesker, hvor er I?

Men der er noget der har slået mig i løbet af de sidste par dage. Der er bare ikke så mange overvægtige mennesker i gadebilledet, som jeg har været vant til hjemmefra. Jeg ved ikke, om det er fordi de overvægtige mennesker gemmer sig inden døre, om de overvægtige forsvinder lidt i menneskemængderne, eller om antallet af overvægtige mennesker bare ikke er så heftigt som i Forkantsdanmark – og ja, det er det jeg kalder det. For jeg er stolt og glad for, at være opvokset, hvor jeg er.

Jeg ved ikke, om det er fordi folk går og cykler så utrolig meget, eller om det er fordi det er fedt, at have et sundt image i storbyen, hvorimod folk fra den ydre del af Jylland går lidt mere op i, at der skal være meget mad. Fitnesscentrene boomer af mennesker, og på alle de sociale medier kan man læse om, folk der lige har presset en liter juice af kål og gulerødder, folk der bager paleobrød, spiser salat til frokost, og snacker i blåbær efter en god løbetur.

De gennemsnitlige syv måltider

Hvor jeg kommer fra spiser vi gennemsnitligt syv måltider på en dag, og fem af dem må gerne indeholde noget sødt. Snacks består i en pose chips og en halv liter cola, og aftensmad skal gerne være en så stor portion som muligt – måske tager man også lige lidt ekstra, bare lige så man får det dårligt. Er det derfor, folk i ‘den rådne banan’ bare er tykkere end folk i de store byer?

Sundhed overalt

Måske hænger det også sammen med, at det er så sindssygt acceptabelt, at have en absurd sund livsstil; ja nærmest er det uacceptabelt ikke at have denne livsstil. Det sunde valg ligger nærmest på hvert gadehjørne. Selv 7/11 sælger friskpresset juice, paleobrød, skyr med bær og diverse forskellige salater. Det boomer af muligheder, og der er noget for enhver smag. Ligeledes ligger der et fitnesscenter i en gåafstand på ti minutters, ligemeget hvor man befinder sig. Folk løber, cykler og går hvor end man kigger hen. For det er sådan man kommer fra a til b i en storby.

Hvem orker da også det

Der er da for guds skyld ingen der ønsker at cykle 15 kilometer for at komme ind til et fitnesscenter eller en café der sælger en nogenlunde tilfredsstillende salat. Men det er altså sådan realiteten ser ud i Forkantsdanmark. Der er bare længere til alt, og der er simpelthen bare også mindre af alt. Mulighederne er begrænsede, og det er nu engang bare ikke den sunde mulighed der er mest tiltalende.

Men det er et, i mine øjne, slemt scenarie vi bevæger os ud i; ‘den rådne banan’ bliver mere og mere rådden, og tykkere og tykkere, samtidig med at storbyerne bliver kapitalens paradis, hvor det kun er salat og fuldkorn der er acceptabelt.

Der er overhovedet intet galt i en god salat, og at man tænker over, at en sund livsstil og krop er vigtigt – tværtimod; det er drønvigtigt! Men en god omgang kartofler der svømmer i sovs er der heller aldrig nogen der har taget skade af.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s