zivil

Prøv at tænk dig om; hvornår har du sidst forsvaret en anden person, der blev uretfærdigt behandlet?

Forleden på arbejde blev jeg råbt ad af en kunde. Jeg stod helt paf, og fordi jeg var på arbejde, så var det begrænset, hvor meget jeg kunne forsvare mig selv. Jeg forsøgte, så godt jeg kunne med min dirrende stemme og tårevædede øjne, samtidig med at jeg forsøgte, at holde mit toneleje og ordvalg på et professionelt plan.

Min veninde oplevede for nogle uger siden, at en kunde råbte ad hende, og truede med at skrive en historie til Ekstra Blandet om, hvor dårligt hun var blevet behandlet. Hun ville hive advokater ind, og hun råbte og skreg midt inde i en tøjforretning, mens hun stod sammen med sin teenagerdatter uden at tage højde for, at en af de piger hun råbte ad, havde samme alder som hendes egen datter.

Er der ikke grænser for, hvad man burde finde sig i?

Efter min ubehagelige oplevelse, var der en anden kunde som havde overværet situationen. Hun kom hen til mig og sagde, at jeg havde tacklet situationen rigtig godt. “Fedt, mange tak. Men hvorfor i hulens navn sagde du ikke noget til det skøre kvindemenneske, der råbte og skreg ad mig og skabte sig fuldstændigt som et barn, der ikke må få fredags slik?” var alligevel min første tanke. Jeg stod der, med tåre i øjnene på arbejde, samtidig med at en hel forretning fuld af folk stod og så på, hvordan en ældre kvinde skældte mig helt til helvede.

Dengang jeg sagde fra

Alt dette fik mig til at tænke på en situation sidste år, da jeg stadig gik i gymnasiet. Der gik jeg i klasse med en dreng, der selv følte, at han kunne tillade sig alt. Og alle havde respekt for ham. Derfor resulterede det i, at han kunne sige og gøre akkurat som det passede ham, uden at der var nogen, der sagde fra.

På et tidspunkt fik jeg at vide, at han stjal fra kantinen. Det var noget alle vidste, men der var ingen der hverken sagde det til kantinen, eller sagde til ham, at det simpelthen bare ikke var okay. Jeg tænkte, at det kunne simpelthen ikke passe, at én person følte sig så privilegeret, at han kunne gå og tage både det ene og det andet, som alle andre glædeligt betalte for. Så jeg gik ned til kantinen. Jeg nævnte aldrig nogensinde nogle navne, men jeg tænkte, at nu måtte nok være nok. Og de værdsatte min ærlighed.

Under fire øjne sagde folk til mig, at de syntes, at det var sejt gjort af mig, og at det uden tvivl var det rigtige at gøre. Jeg følte også selv, at det var det eneste rigtige at gøre. Men da han fandt ud af det, så blev luften rigtig tung, for jeg var da godt nok lidt af en stikker – og det på trods af, at jeg aldrig nævnte nogle navne, ja ja. Men når han sad og beskyldte mig for at være jorden største stikker, så var der pludselig ingen af de andre der syntes, at jeg var så sej alligevel. For hvorfor kunne jeg egentligt ikke bare være ligeglad?

Echte Zivilcourage

Det er alt sammen småting. Men i det store hele giver det et større billede. ‘Zivilcourage’, eller som det staves på dansk ‘civilcourage’ – samme betydning. Det er simpelthen noget vi mangler i stor stil i vores hverdag og i samfundet generelt.

Folk er så selvcentrerede og usikre, at de fravælger en konflikt, hvis de ikke selv er direkte indblandet i den. Og det endda på trods af, at de åbenlyst står og observerer noget, der bare ikke er okay. Det ligger faktisk lidt i ordet, ‘civilcourage’. Courage. Mod. Hvor er vores mod henne, når vi har noget på spil? Og det kan endda være noget så småt, som 20 sekunder af vores værdighed.

Uendeligt mange scenarier – men start altid med dig selv

Det kan være alt fra, at man ser en person give en hjemløs en sviner. Måske observerer man en person, der har lidt for lange fingre. Det kan også være, at man ser en person blive mobbet og holdt udenfor. Men det kan også være større ting, som et korrupt system eller et voldeligt forhold. Der uendeligt mange eksempler på situationer, hvor man burde sige fra og omfavne civilcourage.

Situationer, hvor man som civil borger burde gøre noget. Hvad end det er at sige til den højtråbende person, der sviner en hjemløs til, at han skal stoppe med at være så egoistisk og få sig et liv, som han kan bruge nogle kræfter på i stedet. Eller hvis det kræver, at man er den første til at råbe højt om, at man ønsker forandring i hele ens samfund og bureaukrati. Det starter i det små. Og man kan starte med sig selv.

“Jeg burde også have gjort noget..”

Jeg synes ofte, at jeg på diverse sociale medier læser om, eller hører fra nogle venner, hvordan de har overværet en person blive dårligt behandlet på den ene eller den anden måde, uden at de har gjort noget ved det. I situationen efterfølgende fortryder de altid, og ærgrer sig over, hvorfor de ikke sagde fra. “Jeg burde også have bedt ham om at holde sin mund..” eller “Jeg burde også have sagt, at jeg godt så, at hun tog de øreringe uden at betale for dem..

Jeg kan godt ærgre mig over, at vi er nået til et sted i vores samfund og liv, hvor værdighed fylder så meget, at man ikke engang kan stå op for et andet menneske. Og i det her sted, hvor værdigheden er overmanden, der er modet så ganske småt, at man knap nok kan få øje på det. Man glemmer ofte at tænke længere end sig selv, og hvis ens handlinger kan få negative konsekvenser for en selv, så fravælger man det simpelthen. Og hvad godt kommer der ud af, at man blot ærgrer sig over ikke at have gjort noget efterfølgende?

 

Advertisements

2 thoughts on “Zivilcourage

  1. Pretty nice topic and a pretty good read overall even with google translate.
    Unfortunately as the comedy genius Dave Chapelle said, we live in the age of spin. People just don’t care anymore like they used to and especially the majority of newer generations. Regardless of the above, there can be quite a few extra reasons for people not finding courage. They prefer taking the easy route for everything in their lives instead of getting involved in something they will not benefit from which in return may be considered hard. Why should people defend you and start an argument well all they wanna do is think their problems and enjoy their day(self centered). Either that or they have not learned what values truly matter in life and a society such as honesty and compassion.
    Other than that it sucks for everyone to experience something like that in their workplace but it does have a positive outcome for someone in your shoes or even you as a person. It happened, it made you think and write this article and it gave you a more concrete perspective on the subject. If something doesn’t happen to you or you don’t try things on your own you can never be sure of how you’ll react in the same situations i the future. Hopefully now, you won’t have the same reaction as the people who just stood there like empty objects.

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s