Kræsen.jpg

For noget tid siden, da jeg var ude at gå en tur med en veninde, faldt snakken på parforhold. Vi kom til at snakke om, hvordan parforholdet har ændret sig siden vores forældres tid. Hvordan vi udvikler os til at være mere og mere kræsne.

Mine forældre har været sammen siden de var 18. De har kæmpet sig igennem de hårde tider, og aktivt gjort noget for at få deres forhold til at fungere. Jeg ser flere og flere af mine venners forældre blive skilt. Efterhånden tror jeg faktisk, at størstedelen af mine venner og veninder har fraskilte forældre.

“Vi datede i en måneds tid..”

Samtidig med at mine venners forældre bliver skilt, ser jeg flere af mine venner og veninder der dater rundt, får en kæreste, og går fra hinanden igen for derefter at date videre. Jeg siger på ingen måde, at det er i start 20’erne eller overhovedet i 20’erne, at man skal finde sin udkårne. På ingen måde faktisk. Man kan ikke sætte et tidspunkt på følelser, det kommer når det kommer. Men samtidig er der en klar tendens, der viser at folk finder deres partner langt senere i livet, hvis de overhovedet finder en.

Andre værdier

Verden har ændret sig på mange måder, og det samme har de folk der lever i den. Ens karriere er langt mere i fokus end før, og dette gælder både for mænd og kvinder. Vi bliver mast igennem skolesystemet – hvor vi i øvrigt også bliver presset til at træffe den rette beslutning i første hug, men det er en helt anden diskussion. Derefter bliver vi kastet ud på arbejdsmarkedet, hvor det gælder om at have brede skuldre og spidse albuer, hvis man vil nå til tops. Og efterhånden er der mere prestige i at have en fed karriere, en lækker bil og en pengepung fyldt, frem for at have en hjertevarm familie, være lykkelig og tage de nedture, der nu engang kommer, i stiv arm.

Al denne stress og jag gør os mere psykisk udsatte, flere og flere går ned med stress og depressioner. Og alt dette er der mange der går igennem alene. Alene, fordi vi har vænnet os til at skulle være egoistiske og ikke gå på kompromis.Vi har lært, at vi skal kunne klare os selv. Om det er under uddannelse eller på arbejdsmarkedet.

Vi bliver mere og mere kræsne, fordi vi har fået andre værdier i livet. Med så stort et fokus på karriere og personlig velvære, så er det ikke ens kærlighedsliv, der kommer i første række.

Du får ikke en chance

Jeg synes samtidig også bare, at det virker som om, vi går rundt med skyklapper for øjnene, og at vi ikke længere er villige til at ofre tid på at lære et andet menneske at kende. Hvis ikke det er et perfekt match fra første sekund, hvorfor så bruge tid på det? Det er da meget lettere, når der er lidt knas eller misforståelser, så bare at smide det hele væk. Og så kan man starte forfra.

Fordi karriere og fokus på en selv fylder så meget, så har vi ikke tid til at skulle nøjes eller gå på kompromis. Vi venter på det perfekte og tager ingen chancer. Men der er intet, der er perfekt. Nogle gange er det det uperfekte, man får omarbejdet til at være noget nær perfekt.

Du skal da ikke nøjes

På de sociale medier bliver vi konstant mindet om, hvordan et perfekt parforhold skal være, og hvordan man selv skal se ud, før dette kan blive en realitet. Men realiteten er, at parforhold og mennesker er forskellige, og man bliver nødt til at være villig til at ofre tid på at lære et andet menneske at kende, før man afskriver personen for altid. For det kan godt være, at det forhold du har forestillet dig, slet ikke er det forhold, du vil have det bedst i.

De sociale medier fremmer også et totalt uopnåeligt element for vores kommende partner. Vi får konstant smidt slanke, smukke piger i hovedet, og trænede solbrune mænd. Hvis der findes sådan nogle mennesker, hvorfor skal min kæreste så heller ikke se sådan ud? Hvorfor skal jeg vælge en kæreste med lyst hår, når jeg meget bedre kan lide brunt? Hvorfor skal jeg vælge en kæreste uden tatoveringer, når jeg faktisk synes, at tatoveringer er ret flot?

Selvværdskurser, selvtillidsbøger og selvudviklingsguides

Vi har så meget fokus på os selv, og fordi vi bruger en halv livstid på at finde os selv, og finde roen i os selv, efter vi er blevet skubbet, mast og presset igennem skolesystemet og ud på arbejdsmarkedet, mærket med stress, angst og depressioner, så er det svært at kombinere ens perfekt udviklede selv, med et andet individ der har udviklet sig selv i ligeså høj grad. Jeg siger ikke, at man nogensinde bliver færdig med at udvikle sig selv, men for at gøre det mere billedligt; det er svært at forene to faste masser med hinanden, det er lettere med to stadig en smule flydende væsker.

Samtidig med at man er i gang med at finde sig selv, så er der også en voksende frygt for at blive dumpet og falde tilbage til ens udgangspunkt. Det er aldrig sjovt at have investeret tid og kræfter i noget, som i længden ikke vil holde, og på grund af denne tvivl og frygt er folk også mere påpasselige med, hvem de lader komme ind i deres liv, og på den måde kan man hurtigt gå glip af forhold og endda også bare venskaber, der blot har skulle have tid og tillid. Det er langt lettere at gå ud og have lidt uforpligtende sex, og så snart man kan mærke følelserne komme snigende bagfra, så at løbe skrigende væk. For følelser, dem kan man ikke bruge til noget, vel? Hvorfor tage en chance, jeg har det jo så godt lige nu.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s